Hvorfor skal visdomstænder fjernes?

På trods af det smigrende navn er visdomstænder faktisk ikke til nogen gavn. Derimod er de et levn fra fortiden, hvor mennesket havde større kæber og plads til flere tænder. I dag er vores kæber mindre, og på grund af den trange plads oplever nogle gener, når visdomstænderne bryder helt eller delvist frem. Generne vil som regel være midlertidige, men hvis de er tilbagevendende, eller hvis visdomstanden gør direkte skade på dit tandkød eller besværliggør mundhygiejnen, vil det være nødvendigt at fjerne den operativt eller ved en tandudtrækning.

Gener fra visdomstænder

Visdomstænder kan medføre forskellige gener. Nogle oplever smerter eller let ømhed, når tanden bryder frem. Disse smerter er dog som regel forbigående. Derimod kan der opstå betændelse i tandkødet omkring en delvist frembrudt visdomstand, som viser sig i form af rødme, hævelse og besvær med at synke eller at åbne munden helt. Vi kan ofte behandle betændelsen, men hvis den er tilbagevendende, vil den bedste løsning ofte være at fjerne tanden.

Der kan også være andre grunde til at fjerne en visdomstand – eksempelvis hvis der opstår fordybede tandkødslommer mellem visdomstanden og nabotanden, som medfører cariesangreb. I noget mere sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne tanden, fordi der opstår en cyste omkring dens krone.  

Sådan fjerner vi en visdomstand

Er visdomstanden helt frembrudt, fjerner vi den nemt og hurtigt med en almindelig tandudtrækning. Hvis den derimod ikke er brudt igennem tandkødet, eller hvis den kun er delvist frembrudt, vil det være nødvendigt at operere. Vi har en fast kirurg tilknyttet, som udfører den slags behandlinger.

Før operationen tager vi et røntgenbillede for at afgøre, hvordan tanden og roden ligger i kæben. Herefter vil kirurgen lægge et lille snit og skubbe tandkødet til side for at få adgang til kæbebenet. Det kan være nødvendigt at fjerne en smule af kæbebenet for at kunne fjerne tanden. Efter indgrebet syr kirurgen såret til med et par sting.

Hos Tandlægen i Fiolgade bestræber vi os på at give vores patienter en behagelig oplevelse. Derfor vil både tandudtrækning og operation altid foregå under lokalbedøvelse og være helt smertefri.

Hvis du oplever problemer med en visdomstand, skal du aldrig holde dig tilbage med at kontakte os. Vi holder os altid opdateret med den nyeste viden inden for tandlægefaget, og du er ligeledes garanteret et godt resultat, når du modtager behandling hos os.